Psykodynamisk terapi

Hvad er Psykodynamisk terapi?

Psykodymanisk terapi er en overordnet betegnelse for flere terapeutiske tilgange, fx mentaliseringsbaseret terapi der udspringer af psykoanalysen, men med en mere nutidig tilgang.


I psykodynamisk terapi søger man at skabe positive forandringer ved at få indsigt i det ubevidste. Gennem udforskning af følelser og tanker, hvor psykiske tilstande ses som naturlige reaktioner på svære oplevelser, kan man opnå større bevidsthed og selvindsigt, der potentielt kan ændre ens væren i livet. Der er desuden fokus på det relationelle især i forhold til ens nærmeste, og på den personlige oplevelse af de udfordringer man har.


Forskning viser, at psykodynamisk terapi har lige så god effekt som andre terapiformer på fx depression og angst. Du kan læse mere om psykodynamisk terapi på Videnscenter for psykoterapi.


Psykodynamisk tilgang

Der findes flere forskellige terapiformer indenfor den psykodynamiske retning. De kræver alle en specialiseret psykoterapeutisk uddannelse.


Jeg har en psykoterapeutisk uddannelse i psykodynamisk terapi, hvor der også anvendes teori og metode for andre terapeutiske retninger med lignende psykologisk tradition og menneskesyn.

Vælg din foretrukne terapiform


Begge terapiformer kan anvendes til behandling af mange forskellige tilstande. Vælg derfor den terapiform, der tiltaler dig mest.

SAmtaleterapi

Hvad er samtaleterapi?

Samtaleterapi er en veldokumenteret og anerkendt psykologisk metode til behandling af psykiske tilstande. Gennem guidet samtale med en uddannet psykolog eller psykoterapeut kan man identificere og undersøge de udfordringer, der er årsag til følelsesmæssige eller mentale problemer.


Samtaleterapi kræver motivation for at arbejde med sig selv og de udfordringer, som er en hindring for livskvaliteten. Det tager ofte tid at arbejde på en varig forandring, derfor anbefales altid et terapeutisk forløb med flere samtaler. Antallet af samtaler afhænger af det individuelle behov.


Den psykodynamiske samtaleterapi kan hjælpe med at bearbejde svære oplevelser, undersøge komplekse relationer og få forståelse for sig selv og sine nærmeste i et anerkendende og støttende rum.

Der arbejdes fx med forsvarsmekanismer og copingstrategier, der kan være opstået i barndommen og ikke længere er hjælpsomme. Dette gøres for at få indsigt i de aktuelle udfordringer og opnå nye erkendelser, der kan bane vej for positiv forandring og fornyet livskvalitet.


Psykoterapi klinik samtalerum

Hvordan foregår samtaleterapi?

I samtaleterapien starter jeg med at spørge ind til, hvilke udfordringer du oplever, og hvad du ønsker at få ud af terapien. Gennem terapeutisk samtale vil jeg sammen med dig, i dit eget tempo, udforske problemstillingerne, så det bliver mere klart for dig, hvordan du kan håndtere dem. Jeg tilpasser løbende de terapeutiske metoder, så de er mest gavnlige for dig og din proces.


Samtaleterapien tager udgangspunkt i den psykodynamiske tilgang, men jeg forholder mig eklektisk til terapien. Det betyder, at jeg også anvender teori og metode fra andre terapeutiske tilgange, herunder emotionsfokuseret terapi og eksistentiel terapi, der har rødder i den humanistisk-eksistentielle tilgang samt neuroaffektiv terapi, der bygger på viden fra blandt andet neurobiologi og udviklingspsykologi. De forskellige terapeutiske tilgange anvendes frit, så de både kan supplere eller erstatte hinanden.


Musikterapi

Hvad er musikterapi?

Musikterapi er en evidensbaseret behandlingsform, hvilket betyder, at den bygger på grundig forskning relateret til terapeutisk praksis.

På Aalborg Universitet undervises der i psykodynamisk musikterapi, og der forskes i musikterapi med mange forskellige målgrupper. Der er dokumenteret effekt af musikterapeutisk behandling af blandt andet depression, angst og stress (belastningsreaktion). Her ses både reduktion af symptomer samt øget velvære. Du kan læse mere om forskningen på Aalborg Universitet under Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi (Cedomus).


I psykodynamisk musikterapi er der fokus på de psykiske forandringer, der kan sættes i gang af musikken.

Musikken kaldes også følelsernes sprog, da den kan forklare eller udtrykke følelser uden at sætte ord på dem. Musikterapi kan derfor give bedre adgang til det, der er svært at tale om.

Musik kan også bruges til afspænding eller regulering af nervesystemet. Derfor kan musikterapi have en positiv virkning på både det fysiske og det psykiske velvære.


Musikterapeut i Aarhus spiller guitar
Musikterapeut i Aarhus spiller klaver

Hvordan foregår musikterapi?

Inden for musikterapi findes der to overordnede metodiske tilgange: receptiv musikterapi og aktiv musikterapi. 


I receptiv musikterapi får du mulighed for at modtage og reflektere over musikken. Her lytter du til musik, som enten afspilles på højttaler eller udføres live af musikterapeuten. Det kan fx hjælpe med at regulere dit nervesystem og give dig bedre velvære, eller støtte dig i at forstå og udforske dine følelser på en mere nænsom og intuitiv måde.


Aktiv musikterapi giver dig mulighed for at udtrykke dig gennem musikken. Her kan vi spille eller synge sammen fx i en musikalsk improvisation, som kan støtte dig i at rumme og give slip på svære følelser. Det er også muligt at skrive egne sange for at bearbejde overvældende oplevelser.


Du behøver ingen musikalske forudsætninger for at kunne deltage i aktiv musikterapi.


Musikterapien tager udgangspunkt i den psykodynamiske tilgang, hvor jeg også anvender teori og metode fra mentaliseringsbaseret og neuroaffektiv terapi.